Kære Simon,
Igår var en ok dag... eller faktisk ikke i sidste ende, hvis man nu skal opveje. Arbejdsdagen på hotellet gik helt automatisk. Tog dog en pause for mig selv, og gik en tur over i fields og fik frisk luft i stedet for frokost med de andre. Kunne bare ikke lige overskue det igår.
Havde SÅ ondt det sidste af dagen. Min mave var i konstant krampe og kæmpede virkelig en kamp for at komme hjem på cyklen selvom jeg havde allermest lyst til bare at vælte til den ene side og ligge mig i foster stilling i græsset... og bare blive liggende til sømanden fandt mig på et tidspunkt.
Snakkede med lille mummi i telefonen igår. Har hele tiden synes forsvaret har været fantastiske omkring alt der er sket og at de har taget så godt af os. Igår glemte jeg det dog.... mummi fortalte at de havde fået at vide de ingen erstatning ville få (ikke at de forventede det eller håbede på det....) fra forsvaret fordi ulykken var sket herhjemme og ikke i Afghanistan.
SOM OM DIT LIV IKKE HAR BETYDET LIGE SÅ MEGET SOM DE ANDRES DERNEDE
SOM OM DIT LIV IKKE ER LIGE SÅ MEGET VÆRD
SOM OM VI IKKE MANGLER DIG LIGE SÅ MEGET SOM DE ANDRE DER HAR MISTET EN DE ELSKER
SOM OM DU IKKE GAV LIGE SÅ MEGET SOM DE GJORDE!
Er indebrændt.... ikke omkring erstatningen, men princippet i at de ikke vurdere at du - vores Simon ikke skulle være berettiget til akkurat det samme som de kollegaer der nåede afsted.
Er Rystet... og sur... og alt muligt andet jeg ikke lige kan komme på.
Mummi og papsi er i Karup for at få den offentlige rapport omkring ulykken idag. De har heldigvis Brian med til at støtte dem. Der vil helt sikkert også blive diskuteret overnævnte beslutning....
Har hjemve og glæder mig til fredag. Kysser bamserullebarn hver dag og tænker på dig....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar