fredag den 25. februar 2011

Velkommen hjem ISAF10

Kære Simon,

Idag var der hjemkomst parade for ISAF10. Vi var inviteret specielt. Jeg havde glædet mig og samtidig også frygtet dagen lidt - for det var mærkeligt både at skulle se din gruppe... alle drengene... men også at få ribbet op i en lille smule helede sår.

Vi startede med frokost på Garder kasernen i Gothersgade. Sammen med de fem andre familier der har mistet. Det blev et gensyn med Jonas' familie og et hej til de fire vi ikke havde mødt før. Det var dejligt at sidde og snakke og være i samme båd. Ikke at skulle stå udenfor med alle de glade mennesker der stod og krammede deres soldater.

Da det blev tid til starten af paraden gik vi ud igen for at hører de første taler.... det var hårdt og du blev nævnt flere gange. Stod med Dannebrog i den ene hånd og Heino i den anden - og tårene trillede bare...
Vi gik sammen med Madsens familie ned til storkepsringvandet for at stå godt til når paraden skulle gå forbi op mod rådshuspladsen. Vi stod aller forest. Vi vidste hvor drengene skulle komme - nemlig bagerst i første gruppe. Og der kom de pludselig alle sammen,først med en rørt Kaptajn Berger og derefter med Jürgensen foran MSS drengene. Folk hujede, klappede og viftede.... det gjorde jeg også... alle tre dele, samtidig med jeg græd - ved ikke hvordan jeg fik det kordineret. Ved kun jeg slet ikke fik taget billeder som jeg ville have haft gjort....

Da de var gået fordi, fulgte vi trop op til Rådhuspladsen. Her var samling og taler. Du blev ved navn nævnt flere gange... det er en meget speciel følelse når ens lillebror bliver nævnt foran flere tusinde mennesker på den måde. Tårene trillede igen. Følte alle på hele pladsen kunne se det var os der hørte sammen med dig. følte mig helt gennemsigtig.

Vi tilbragte tiden efter sammen med Madsens familie. Drengene var taget afsted - de skal i aften holde stor fest og ville drikke en øl for dig! Forstår virkelig hvorfor dig og Madsen kom så godt ud af det sammen.... hold op vores familier ligner hinanden meget. Snakkede meget med hans to søstre - de var virkelig søde... jeg håber ikke det er sidste gang vi har set dem.

mandag den 14. februar 2011

Sølvbryllup

Min Simse,

Om under en time har sømanden hentet mig, og så er vi på vej ud i lufthavnen. Vi skal med flyet 17.15 til Karup hvor mor og far henter os. Vi skal hjem fordi mor og far jo har sølvbryllup i morgen. Så vi skal være der til morgensang og hygge hele dagen.

Jeg tror måske jeg kommer til at græde i morgen selvom det bliver rigtig god og hyggeligt. Fordi du jo ikke er der.... du mangler. Jeg skal stå der alene og repræsentere os - og jeg har ikke lyst. Alle de ting jeg selv står med, og som jeg ikke kan dele med nogen.... Annoncer, sangblade, musikere, gaven, det økonomiske og mest af alt bare søskendende skabet det bør være når ens forældre har været gift i 25 år. Jeg har ikke lyst til at stå der alene i morgen.... jeg vil have dig ved siden af mig.

Ved mor og far lige har været inde forbi dig. Tror ikke de kan holde til at skulle være forbi i morgen.... Det går lidt op og ned det hele.

Du forstår slet ikke hvor savnet og manglet du er...

Vil hjem nu. Har hjemve.

fredag den 11. februar 2011

Endnu en måned...

Min kære Simse,

Endnu en måned er gået og idag er det præcis 8 mdr. siden.... det er stadig ikke til at forstå - og det bliver hverken bedre eller sværere synes jeg. Det vil hele tiden ligge lige under overfladen.... Der skal ikke kradses meget før tårene kommer frem. Som idag hvor Oberst Lennie Fredskov nævnte dit navn i hans sidste brev på soldaterportalen inden han selv er tilbage i Danmark og alt er overladt til hold 11.

Jeg har en meget stor klump i halsen.... gud hvor jeg savner dig.

tirsdag den 8. februar 2011

Josephine

Kære Simon.

Allerførst vil jeg starte med at sige du er blevet... ja... "onkel" igen.... uden rigtigt at være onkel, men det har jo ingen titel. Måske du bare er verdens bedste simon for endnu et lille liv - ja....
Helene og Thomas har for et par timer siden fået en dejlig velskabt lille pige der skal hedde Josephine :) Det er dejligt at tænke på et helt lille nyt liv i familien - og jeg er jo næsten teknisk set blevet tante :) Titel er helt officiel efter maj jo....

Det bliver rigtig spændende at møde hende - holde hende, og måske mærke en lille kriblen i sig selv? Det håber jeg....

Vi har været hjemme i weekenden. Hjemme og besøge dem alle - og ikke mindst dig. Vi har lagt roser oppe hos dig og jeg har lavet et lille rød hjerte i perler, der står på kanten af stenen sammen med to plastic soldater og en lille bamse. Lyset var tændt og der lå nye blomster da vi kom derop... det er så dejligt at vide du får masser af besøg.

Sømanden og jeg græd da vi stod oppe hos dig... han spurgte hvorfor du ikke også var kommet hjem? Så græd jeg lidt mere.... De andre fra hold 10 er kommet hjem - der mangler kun nogle enkelte der er ved at overdrage.... det er meget specielt at de er kommet hjem og du aldrig gør.

Jeg savner dig virkelig.... alt ved dig. Jeg savner en stor bjørnekrammer, og et puf i siden.... jeg savner dine mærkelige lyde - og din måde at vise du holdte af mig på....

din Søs