En lille opdatering...

Min kære lillebror,

Det er ved at være en del dage siden jeg har skrevet. Skrev ikke engang i torsdags - da det var fem måneder siden ulykken. Det er lidt mærkeligt... Gud hvor er det ved at være længe siden nu... tiden flyver og alligevel står det hele stille. Selvom vi klarer os okay, og det hele jo går videre... så føles det inderst inde som om man holder vejret indtil du kommer tilbage. Det lyder mærkeligt, men sådan føles det.
I torsdags var sømanden og jeg i Tivoli og se den nye jule udstilling. Det var dårligt vejr, så vi brugte det meste at tiden på Påfuglen, med at få flæskesteg og ris a la mande. Det vil ALTID minde mig om dig når jeg får ris a la mande... du ved selv hvorfor :)
Vi slappede af fredag aften, og lørdag formiddag indtog de tre bukkebruse m. følge København :) Det har været to rigtig gode dage hvor vi har hygget, spist lækker frokost, været i Tivoli, Nyhavn, Amalienborg osv... ja rigtig turister med mor, far, mostrene og deres mænd. Det har bare været mærkeligt at du ikke også kom... vi er jo vant til at når der er besøg, så kom du ude fra kasernen og skulle låne en sofa og være med til det hele. Det savner jeg.

Mor og far kommer igen allerede d. 2 december. De er inviteret til en julekoncert i Holmens kirke af støttegruppen. De ved ikke helt hvad det går ud på... sømanden og jeg er ikke inviteret. Kun mor og far, og Jonas' forældre. Måske er det fordi de er blevet indstillet til et legat... det krydser jeg fingre for. Det ville være et anerkendende skulderklap at få. Det har de fortjent.

Jeg tænker meget på dig de her dage.. jo mere vi nærmer os december, jo hårdere synes jeg det er at vi ikke skal være sammen hele julen som vi plejer. Der er lidt over to uger til min fødselsdag... den første familie fødselsdag uden dig faktisk.

Igår blev der dræbt endnu en soldat i Afghanistan. En fra Bravo kompagniet. Det gør rigtig ondt inden i hver gang man hører om en ny... drengene dernede er halvvejs nu, og de fleste morter drenge kommer hjem på leave i denne uge. Jeg tror måske de har planer om at besøge mor og far... det ville være stort.

Sender til sidst en lille tanke til Laura, fordi jeg kan mærke hun ikke har det helt nemt for tiden. Det kræver meget overskud at finde tid til både en masse kammerater, familie, musik, skole og alt det frivillige hun render og laver... Selvom man måske ikke er ked af det en dag, skal man huske at hjernen stadig har afsat lige så meget energi af til at sørge... så selvom man faktisk ikke bruger alt den afsatte energi på at være ked af det den dag, så kan det ikke bruges på andet... Man skal passe på sig selv. Selvom man ikke tror det, så forstår folk godt hvis man siger fra en gang imellem og ikke kan klarer det hele. Det mister man ingen af, man passer kun på sig selv.

Søs